Bilvask

Det er søndag, vejret er skønt, du har ingenting på programmet. Perfekte omstændigheder til at tage sig lidt kærligt at bilen. Bilvask kan gøres grundigt og tage flere timer, men det kan også gøres hurtigt, men effektivt på en halv times tid. Det vigtigste er, at det gøres engang imellem, da vores bil efterhånden er blevet så stor en del af vores hverdag, at den også afspejler vores image og fremtoning.

Hvis det kort skal ridses op hvordan man giver sin bil en hurtig vask, så er det noget med at starte med at skylle bilen ren for det værste skidt, snavs, småsten og hvad der ellers sætter sig. Har du en højtryksrenser er det super – og faktisk vandbesparende, da den er mere effektiv og dermed ikke kræver samme mængde vand som ved brug af en almindelig vandslange. Herefter påføres sæbe og insektrens som du med fordel kan lade sidde mens du vasker og rengør fælgene. Nu kan du tage en mikrofiberklud og fjerne insekter og skidt der er blødgjort af sæbe og insektrens. Brug en blød børste eller svamp til at vaske hele bilen grundigt. Afslutningsvis skyller du bilen igen og tørrer efter med en ny mikrofiberklud. Og voila, du har en pæn og ren bil. Det kan selvfølgelig gøres endnu mere grundigt, men til den hurtige vask, er dette alt rigeligt.